Maria havde arbejdet i det samme firma i syv år. Hun var marketingchef og havde et team på fem personer. Hendes løn var god, og hendes kolleger var venlige. Men noget havde generet hende i flere måneder. Hun følte sig fastlåst i sin stilling uden plads til vækst. Hver morgen sad hun i trafikken og undrede sig over, om det var alt, livet havde at byde på. Hendes passion for marketing var langsomt blegnet gennem årene. Hun havde altid drømt om at starte sin egen virksomhed. Sidste weekend havde hun mødt en gammel veninde, der for nylig havde sagt sit virksomhedsjob op. Hendes veninde drev nu et succesfuldt bageri i byens centrum. 'At tage den risiko var den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet,' havde hendes veninde fortalt hende. De ord havde fulgt Maria hele ugen. Mandag morgen ankom Maria til kontoret tidligere end normalt. Hun satte sig ved sit skrivebord og så sig omkring i det åbne kontorlandskab. Alt så ud præcis som det havde gjort de sidste syv år. De samme beige vægge, de samme lysstofrør, den samme kaffemaskine. Hun tog en dyb indånding og tog en beslutning. I dag ville blive den dag, hun ville sige op. Hendes hjerte bankede hurtigt, da hun åbnede sin laptop. Hun begyndte at skrive sit opsigelsesbrev. 'Kære hr. Henderson,' skrev hun. 'Jeg skriver for at informere dig om min beslutning om at opsige min stilling som marketingchef.' Hun stoppede op og stirrede på skærmen. Gjorde hun virkelig dette? Tvivl begyndte at snige sig ind i hendes sind. Hvad hvis hun ikke kunne finde et andet job? Hvad hvis hendes forretningsidé mislykkedes? Hvad ville hendes forældre tænke? Hendes kollega Thomas gik hen til hendes skrivebord. 'Du ser bekymret ud,' sagde han. 'Er alt i orden?' Maria minimerede hurtigt dokumentet på sin skærm. 'Ja, alt er fint,' svarede hun med et tvungent smil. 'Tænker bare på et projekt.' Thomas nikkede og gik væk. Maria kiggede på uret på sin computer. Klokken var halv ti, og hr. Henderson ankom normalt klokken ti. Hun havde tredive minutter til at færdiggøre brevet. Hun fortsatte med at skrive og forklarede sine grunde til at forlade. Hun skrev om at ønske at forfølge nye udfordringer og personlig vækst. Hun takkede virksomheden for de muligheder, hun havde fået. Til sidst skrev hun, at hendes sidste dag ville være om to uger. Hun læste brevet tre gange, før hun printede det ud. Hendes hænder rystede let, da hun tog den udskrevne side op. Præcis klokken ti gik hr. Henderson ind på kontoret. Han var en høj mand i halvtredserne med gråt hår og et strengt udtryk. Maria rejste sig fra sin stol. 'Hr. Henderson, har De et øjeblik?' spurgte hun nervøst. Han så på hende med nysgerrighed. 'Selvfølgelig, Maria. Kom ind på mit kontor.' Maria fulgte ham ind i hans hjørnekontor med glasvægge. Hun satte sig i stolen over for hans store træskrivebord. 'Hvad kan jeg gøre for dig?' spurgte han og lænede sig tilbage i stolen. Maria tog en dyb indånding og rakte ham brevet. 'Jeg har besluttet at sige op,' sagde hun, hendes stemme rystede en smule. Hr. Hendersons udtryk ændrede sig fra nysgerrighed til overraskelse. Han læste brevet omhyggeligt uden at sige et ord. Efter en lang pause kiggede han op på hende. 'Jeg må sige, at dette er ret uventet,' sagde han. 'Du har været en af vores bedste ledere.' 'Tak,' svarede Maria. 'Men jeg føler, at det er tid for mig at gå videre og prøve noget nyt.' Hr. Henderson nikkede langsomt. 'Jeg forstår,' sagde han. 'Må jeg spørge, hvad dine planer er?' Maria tøvede et øjeblik, før hun svarede. 'Jeg vil starte min egen konsulentvirksomhed,' indrømmede hun. 'Jeg har tænkt på det i lang tid.' Et lille smil dukkede op i hr. Hendersons ansigt. 'Ved du hvad, jeg gjorde det samme for tredive år siden,' sagde han. 'Jeg forlod et behageligt job for at starte dette firma.' Maria blev overrasket over hans ord. 'Det var den mest skræmmende, men også den bedste beslutning i mit liv,' fortsatte han. 'Jeg ønsker dig alt det bedste, Maria.' Maria mærkede tårer danne sig i øjnene. 'Tak for din forståelse,' sagde hun. De gav hånd, og Maria gik ud af kontoret. Da hun vendte tilbage til sit skrivebord, følte hun sig lettere end i årevis. Vægten, der havde trykket på hendes skuldre, var endelig væk. Thomas bemærkede ændringen i hendes udtryk. 'Du ser anderledes ud,' sagde han. 'Skete der noget?' Maria smilede oprigtigt denne gang. 'Jeg har lige sagt op,' sagde hun. Thomas' øjne blev store af chok. 'Hvad? Mener du det alvorligt?' spurgte han. 'Helt seriøst,' svarede Maria. 'Jeg vil starte min egen virksomhed.' Thomas var målløs et øjeblik. Så smilede han og klappede hende på skulderen. 'Godt for dig, Maria,' sagde han. 'Jeg vidste altid, at du var beregnet til større ting.' Den aften gik Maria hjem og følte sig begejstret for fremtiden. Hun vidste, at vejen forude ikke ville blive let. Der ville være udfordringer, tilbageslag og øjeblikke af tvivl. Men for første gang i årevis følte hun sig virkelig i live. Hun gik ikke længere bare igennem dagliglivets rutiner. Hun tog kontrol over sin egen skæbne. Da hun kiggede ud af sit lejlighedsvindue på byens lys, smilede hun. Et nyt kapitel i hendes liv var ved at begynde.