Maria havde altid drømt om at rejse gennem Europa, men hun havde aldrig fundet det rette tidspunkt. En efterårsmorgen bestilte hun endelig en enkeltbillet til Barcelona. Hendes venner troede, at hun var tosset, der ville rejse alene i tre måneder. 'Du vil blive ensom', advarede hendes mor. Men Maria følte sig klar til et eventyr. Hun ankom til Barcelona en regnfuld tirsdag eftermiddag. Vandrerhjemmet var mere travlt end hun havde forventet. En ung kvinde med krøllet rødt hår smilte til hende fra køjesengen på den anden side af værelset. 'Første gang du rejser alene?', spurgte kvinden med en venlig tone. Maria nikkede nervøst. 'Jeg er Sophie, fra Irland', præsenterede kvinden sig. 'Jeg har været på farten i seks måneder nu.' Den aften inviterede Sophie Maria til at spise tapas med hende. De gik sammen gennem de smalle gader i det gotiske kvarter. Sophie kendte alle de bedste skjulte restauranter. 'Hemmeligheden er at spise, hvor de lokale spiser', forklarede hun. Ved aftenens slutning følte Maria, at hun havde kendt Sophie i årevis. De udvekslede telefonnumre og lovede at holde kontakten. Næste morgen tog Sophie til Marokko. Maria følte sig trist, men også inspireret af deres forbindelse. Hun besluttede at tage et tog til Valencia. I toget sad hun ved siden af en ældre spansk mand ved navn Carlos. Carlos var på vej hjem efter at have besøgt sine børnebørn i Barcelona. Han talte langsomt, så Maria kunne forstå hans spansk. 'Hvor kommer du fra?', spurgte han høfligt. 'Jeg er fra Canada', svarede Maria. Carlos smilede varmt. 'Mit barnebarn bor i Toronto', sagde han stolt. De snakkede i hele den tre timer lange rejse. Carlos fortalte hende historier om Spanien fra hans barndom. Da de ankom til Valencia, insisterede Carlos på at vise hende vejen til hendes vandrerhjem. Han anbefalede endda en restaurant, hvor hans fætter arbejdede. Maria indså, at venlighed fra fremmede kunne gøre en rejse uforglemmelig. I Valencia mødte hun en gruppe tyske studenter på stranden. De fejrede afslutningen på deres universitetseksamener. En af dem, en høj fyr ved navn Lukas, talte fremragende engelsk. 'Vil du være med til volleyball?', spurgte han. Maria havde ikke spillet volleyball siden gymnasiet. Men hun sagde ja alligevel. De spillede, indtil solen gik ned over Middelhavet. Lukas fortalte hende om sin drøm om at blive marinbiolog. 'Havet er fuldt af mysterier, vi endnu ikke har opdaget', sagde han lidenskabeligt. Maria fandt hans entusiasme smittende. Den tyske gruppe inviterede hende til at rejse med dem til Granada. Hun tøvede først, bekymret for at være til besvær. 'Vær nu ikke dum', sagde Anna, en af de andre studerende. 'Jo flere mennesker, jo mere sjovt.' Så Maria ændrede sine planer og sluttede sig til dem. Busturen til Granada tog fem timer. De delte snacks, fortalte vittigheder og lærte hinanden ord på deres sprog. Maria lærte at sige 'smuk' på tysk: wunderschön. Ved Alhambra vandrede de gennem det gamle palads sammen. De indviklede mønstre på væggene tog vejret fra Maria. 'Jeg forestillede mig aldrig, at noget kunne være så smukt', hviskede hun. Anna tog et foto af Maria, der stod foran en fontæne. Det blev Marias yndlingsbillede fra hele rejsen. Efter Granada fløj de tyske studenter hjem. Maria følte sig lidt ensom igen. Men hun vidste, at hun ville se dem igen en dag. Hun fortsatte sin rejse til Lissabon med bus. Portugal overraskede hende med sine farverige fliser og melankolske musik. Ved en fadokoncert i en gammel café mødte hun et brasiliansk par ved navn Pedro og Juliana. De var på deres bryllupsrejse og rejste rundt i Europa. 'Vi har kun været gift i to uger', sagde Juliana og viste sin ring. Maria lykønskede dem varmt. De tre tilbragte de næste par dage med at udforske Lissabon sammen. Pedro var en fantastisk fotograf og tilbød at tage billeder af Maria. Juliana lærte hende nogle portugisiske fraser. 'Saudade betyder en længsel efter noget, du har mistet', forklarede hun. Maria syntes, at det ord perfekt beskrev, hvordan hun havde det med at forlade hvert nyt sted. Da det var tid til at sige farvel, havde de alle tårer i øjnene. 'Du skal besøge os i São Paulo', insisterede Pedro. Maria lovede, at hun ville. Hendes sidste stop var Paris. Hun havde gemt Lysets by til slutningen af sin rejse. I en lille boghandel nær Seinen mødte hun en amerikansk forfatter ved navn James. Han arbejdede på sin første roman og var flyttet til Paris for at finde inspiration. 'Alle store forfattere har boet i Paris på et tidspunkt', spøgte han. De tilbragte timer med at gå langs floden og tale om bøger. James introducerede hende til sin yndlingscafé, hvor Hemingway engang havde skrevet. Maria følte, at hun selv levede inde i en roman. På sin sidste nat i Europa sad hun alene ved Eiffeltårnet. Hun kiggede igennem billederne på sin telefon og smilede. Hun havde startet denne rejse bange for at være alene. I stedet havde hun mødt snesevis af vidunderlige mennesker. Sophie, Carlos, Lukas, Anna, Pedro, Juliana, James—de var alle en del af hendes historie nu. Hun indså, at rejse alene ikke betød at være ensom. Verden var fuld af mennesker, der ventede på at blive venner. Maria gik om bord på sit fly hjem med et hjerte fyldt med taknemmelighed. Hun vidste, at dette kun var begyndelsen på mange flere eventyr.
Danish Story (B1)Venner man får på rejsen
This B1 Danish story is designed for intermediate learners. Click any word for instant translation and build your vocabulary as you read.
aboutStory
Maria overvinder sin frygt for at rejse alene og tilbringer tre måneder med at udforske Europa, hvor hun møder vidunderlige mennesker undervejs, herunder Sophie i Barcelona, Carlos på et tog, tyske studenter i Valencia, et brasiliansk par i Lissabon og en amerikansk forfatter i Paris.
1 / 90
🇩🇰Dansk→🇬🇧English
Linked wordUnderlined wordOther words
Comprehension Questions
4 questions
1
Hvem var den første person Maria mødte på vandrerhjemmet i Barcelona?
2
Hvad lærte Maria at sige på tysk fra de tyske studerende?
3
Hvilket portugisisk ord lærte Juliana Maria?
4
Hvor tilbragte Maria sin sidste nat i Europa?
Vocabulary
40 words from this story
