Dybt inde i den indiske jungle boede en ulveflok. En nat kom en tiger ved navn Shere Khan på jagt nær deres hule. Ulvene hørte en mærkelig lyd udenfor. Far Ulv gik for at undersøge og fandt en lille menneskebaby. Babyen kravlede mod ulvehulen, helt uden frygt. 'Se på ham,' sagde Mor Ulv blidt, 'han er så lille og modig.' Shere Khan dukkede op ved indgangen til hulen. 'Giv mig menneskeungen,' brølede tigeren, 'han er min.' Mor Ulv stod tappert fast. 'Menneskeungen bliver hos os,' erklærede hun, 'og jeg vil opfostre ham som mit eget.' Shere Khan var rasende, men hulen var for lille til at han kunne komme ind. 'Jeg vil få min hævn,' truede han, da han gik. Ulvene kaldte babyen Mowgli, som betyder 'lille frø.' Mowgli voksede op stærk og sund blandt ulvene. Han lærte sproget af alle dyrene i junglen. Hans bedste venner var Baloo, en venlig bjørn der lærte ham Junglens Lov. Den anden var Bagheera, en klog sort panter der beskyttede ham. 'Husk,' plejede Baloo at sige, 'junglen har mange regler.' 'Vi jager for mad, ikke for fornøjelse, og vi dræber aldrig mennesker.' Mowgli lyttede omhyggeligt til alle disse lektioner. Årene gik, og Mowgli blev en stærk ung dreng. Men Shere Khan havde ikke glemt sit løfte om hævn. Tigeren ventede på det rette øjeblik til at angribe. En dag advarede Bagheera Mowgli om faren. 'Shere Khan samler allierede for at jage dig,' sagde panteren. 'Du må forberede dig eller forlade junglen for altid.' Mowgli nægtede at flygte fra sit hjem. 'Jeg vil møde Shere Khan,' besluttede han modigt. Bagheera vidste, at Mowgli havde brug for et særligt våben. 'Gå til menneskelandsbyen,' rådede panteren, 'og bring den Røde Blomst tilbage.' Den Røde Blomst var hvad dyrene kaldte ild. Alle dyr frygtede ild, selv den mægtige Shere Khan. Mowgli sneg sig ind i landsbyen om natten. Han så mennesker for første gang, siden han var en baby. De så mærkelige ud for ham, de gik på to ben og bar tøj. Mowgli stjal en brændende gren fra et bål og løb tilbage ind i junglen. Natten for det endelige slag ankom. Shere Khan havde overbevist mange sjakaler om at kæmpe med ham. Ulveflokken stod bag Mowgli, klar til at beskytte ham. Baloo og Bagheera var også der for at hjælpe deres ven. Shere Khan dukkede op af mørket, hans øjne glødede af had. 'I nat dør du, menneskeunge,' brølede tigeren. Mowgli løftede den brændende fakkel højt over sit hoved. Ilden oplyste mørket omkring dem. Shere Khans selvtillid forsvandt, da han så flammerne. Frygt flimrede i tigerens øjne. 'Du er bange for den Røde Blomst,' sagde Mowgli roligt. 'Som alle dyr frygter du det, du ikke kan kontrollere.' Tigeren forsøgte at angribe, men Mowgli svingede ilden mod ham. Shere Khan sprang tilbage i rædsel. Sjakalerne så deres leders frygt og begyndte at trække sig tilbage. 'Du er besejret, Shere Khan,' erklærede Mowgli. 'Forlad denne jungle og kom aldrig tilbage.' Den ydmygede tiger vendte sig om og løb ind i mørket. Ulveflokken hylede i sejr. Baloo krammede Mowgli med sine store bjørnearme. 'Du klarede dig godt, lille bror,' sagde bjørnen stolt. Bagheera nikkede tilfreds. 'Du har bevist, at du er et sandt medlem af vores jungelfamilie.' Mor Ulv kom frem og slikkede Mowglis ansigt. 'Min søn,' sagde hun blidt, 'du vil altid være min lille frø.' Med årene voksede Mowgli til en ung mand. Han tænkte ofte på menneskelandsbyen, han havde besøgt. En dag mødte han en smuk ung kvinde ved floden. Hun var ikke bange for ham, selvom han boede i junglen. Mowgli følte en forbindelse til menneskets verden for første gang. Han vidste, at han en dag måske skulle vælge mellem to verdener. Men foreløbig var han glad for at bo hos sin jungelfamilie. Ulvene, bjørnen og panteren ville altid være hans sande familie. Og således levede junglens menneskeunge lykkeligt, tilhørende begge verdener.