Maria stod i døråbningen til sin datters soveværelse. Værelset så mærkeligt ud uden alle Emmas ejendele. I går havde de kørt Emma til universitetet, tre timer væk. Emma var deres yngste barn og den sidste til at forlade hjemmet. Marias mand, David, kom op bag hende. 'Det føles så stille i huset nu', sagde han stille. Maria nikkede, ude af stand til at tale. I femogtyve år havde deres liv drejet sig om deres børn. Nu, for første gang, var de virkelig alene. Den første uge var den sværeste. Maria blev ved med at lave for meget mad og glemte, at Emma ikke var der. David opdagede, at han stod ved vinduet på det tidspunkt, Emma normalt kom hjem fra skole. De savnede begge lyden af musik, der kom fra hendes værelse. En aften sad Maria ved køkkenbordet og græd stille. 'Jeg føler, at jeg har mistet mit formål', indrømmede hun over for David. 'At være mor var alt for mig.' David tog forsigtigt hendes hånd. 'Du er stadig en mor', sagde han. 'Men måske kan du nu også være Maria igen.' Hans ord fik hende til at tænke. Hvem var Maria, før hun blev mor? Hun havde elsket at male, men hun havde ikke rørt en pensel i årevis. Hun plejede at skrive poesi, men der var aldrig nok tid. Næste morgen gik Maria til kunstforretningen. Hun købte maling, pensler og lærreder. Hun indrettede et lille atelier i Emmas gamle værelse. I begyndelsen føltes det mærkeligt at være i det rum. Men langsomt begyndte Maria at male igen. Hun malede solopgangen, hun så fra sit vindue. Hun malede minder om sine børn, da de var små. Hun malede sine drømme for fremtiden. David kæmpede også med forandringen. Han havde arbejdet lange timer i årevis for at forsørge sin familie. Nu undrede han sig over, hvad det hele havde været til for. Hans børn var vokset op så hurtigt. Han følte, at han havde gået glip af for mange vigtige øjeblikke. En lørdag gik David ikke på kontoret som sædvanligt. I stedet bad han Maria om at gå en tur med ham. De gik gennem parken, hvor de plejede at tage deres børn med. 'Kan du huske, da Thomas faldt af gyngen?' spurgte David. Maria lo af mindet. 'Han græd i fem minutter og bad så om is.' De satte sig på en bænk og så på børnene, der legede. 'Jeg har tænkt', sagde David langsomt. 'Jeg vil gerne reducere mine arbejdstimer.' Maria så overrasket på ham. 'Virkelig? Men du elsker dit arbejde.' 'Jeg elsker dig mere', svarede han. 'Vi brugte femogtyve år på at opdrage vores børn.' 'Nu vil jeg bruge tid på at lære dig at kende igen.' Maria mærkede tårer i øjnene. De havde været gift i tredive år, men dette føltes som en ny begyndelse. I de følgende måneder opdagede de mange ting sammen. De tog et madlavningskursus og lærte at lave italiensk mad. De meldte sig ind i en bogklub og diskuterede historier hver uge. De begyndte at tage på lange weekendture til steder, de aldrig havde besøgt. Maria viste David sine malerier, noget hun altid havde været for genert til at gøre. Han var forbløffet over hendes talent. 'Hvorfor fortalte du mig aldrig, at du var så god?' spurgte han. Maria smilede genert. 'Der var altid noget vigtigere at gøre.' Emma ringede hver søndag aften. Hun fortalte dem om sine timer, sine nye venner og sit liv på kollegiet. Maria og David lyttede opmærksomt til hvert ord. De var stolte over, at deres datter var ved at blive en selvstændig ung kvinde. Til jul kom alle tre børn hjem. Huset var fyldt med støj og latter igen. Thomas tog sin kæreste med for at møde familien. Sophie annoncerede, at hun ventede barn. Maria græd af glæde over nyheden. Hun skulle være bedstemor. Emma lagde mærke til noget anderledes ved sine forældre. 'I to virker lykkeligere, end jeg nogensinde har set jer', sagde hun. Maria og David så på hinanden og smilede. 'Vi har genopdaget hinanden', forklarede Maria. 'Den tomme rede gav os en gave, vi ikke havde forventet.' Efter ferierne tog børnene af sted igen. Men denne gang føltes huset ikke tomt. Det var fyldt med Marias malerier og deres fælles minder. Det var fyldt med planer for fremtiden. En aften sad Maria i sit atelier og afsluttede et nyt maleri. Det viste to fugle i en rede, der kiggede ud på verden. David kom ind med to kopper te. 'Det er smukt', sagde han og kiggede på maleriet. 'Er det os?' Maria nikkede og smilede. 'Reden er ikke rigtig tom', sagde hun. 'Vi er stadig her, og vi er stadig sammen.' David satte sig ved siden af hende og tog hendes hånd. 'Jeg er glad for, at vi har denne tid sammen', sagde han. 'De bedste år ligger måske stadig foran os.' Maria lænede sit hoved mod hans skulder. Uden for vinduet gik solen ned og malede himlen i smukke farver. Det var begyndelsen på et nyt kapitel i deres liv. Og de var klar til at skrive det sammen.
Danish Story (B1)Den tomme rede
Denne B1 Dansk-historie er designet til mellemniveau, der lærer Dansk. Den indeholder simpelt ordforråd og korte sætninger for at hjælpe dig med at forbedre dine læse- og lyttefærdigheder. Klik på et hvilket som helst ord for at se oversættelser og høre udtalen.
About this story
Da deres yngste datter Emma tager på universitetet, står Maria og David over for den tomme rede. Efter år med fokus på deres børn, genopdager de sig selv og hinanden. Maria vender tilbage til maleriet, David reducerer sine arbejdstimer, og sammen bygger de et nyt kapitel i deres ægteskab.
Translations in English
Linked wordUnderlined wordOther words
Comprehension Questions
4 questions
1
Hvor tog Emma hen, som fik Maria og David til at føle sig alene?
2
Hvilken hobby genopdagede Maria, efter at Emma rejste?
3
Hvilken vigtig beslutning tog David om sit arbejde?
4
Hvilke spændende nyheder delte Sophie til jul?
Vocabulary
39 words from this story
