Kapitel 13: Mord

I ugevis efter mordet kunne Dorian ikke sove. Hver gang han lukkede øjnene, så han Basils ansigt. Han havde brug for noget til at hjælpe ham med at glemme. En nat gik han til havnen ved floden. Der, i den værste del af London, lå opiumhulerne. Han havde været på disse steder mange gange før. I nat havde han brug for stoffet mere end nogensinde. Hulen var mørk og fuld af røg. Folk lå på beskidte madrasser med tomme øjne. Dorian betalte den gamle kvinde ved døren. Han fandt et hjørne og lagde sig ned. Opiummet ville bringe fred. Det ville få ham til at glemme. Da han gik senere, greb en kvinde hans arm. Hun var tynd og beskidt med vilde øjne. 'Drømmeprins!' råbte hun. 'Drømmeprins!' Dorian skubbede hende væk og skyndte sig ud. Han lagde ikke mærke til manden, der havde hørt hendes ord. En barsk sømand med et hårdt ansigt. Sømanden rejste sig og fulgte efter Dorian ud. Natten var mørk, og gaderne var tomme. Pludselig mærkede Dorian en stærk hånd på sin skulder. Han blev kastet mod en væg. En mand stod over ham og blokerede hans flugt. 'Hvad vil du?' spurgte Dorian og prøvede at lyde rolig. 'Jeg har penge. Tag dem og lad mig gå.' 'Jeg vil ikke have dine penge,' sagde manden. 'Hun kaldte dig Drømmeprins.' Dorians blod frøs til is. 'Jeg er James Vane,' sagde sømanden. 'Min søster var Sibyl Vane.' 'Du dræbte hende for atten år siden.' 'Jeg svor, at jeg ville finde dig og dræbe dig.' Han trak en pistol frem og rettede den mod Dorians hoved. Dorian tænkte hurtigt. 'Vent. Tænk over, hvad du siger.' 'For atten år siden var jeg ikke engang født.' 'Se på mit ansigt. Ser jeg ud til at være næsten fyrre for dig?' James Vane tøvede. Han trak Dorian hen mod en gaslampe. I det gule lys studerede han Dorians ansigt. Det var ansigtet af en ung mand, knap tyve. Glat hud, klare øjne, uskyldige læber. Dette kunne ikke være manden, der ødelagde Sibyl. Den mand ville være gammel nu. 'Herregud,' sagde James. 'Jeg var ved at dræbe en uskyldig mand.' 'Tilgiv mig. Jeg begik en forfærdelig fejl.' Dorian ventede ikke på at høre mere. Han løb ned ad gaden og forsvandt ind i mørket. James Vane stod alene, forvirret og skamfuld. Så dukkede kvinden fra opiumhulen op. 'Hvorfor lod du ham gå?' spurgte hun. 'Han er for ung. Han er ikke manden, jeg søger.' Kvinden lo bittert. 'Han er næsten fyrre år gammel. Jeg har kendt ham i atten år.' 'Han er ikke ældet en eneste dag.' 'De siger, at han solgte sin sjæl til djævelen.' James Vanes ansigt forvred sig af raseri. Han havde ladet sin søsters morder slippe væk. Men han ville finde ham igen. Han ville holde øje og vente. Og denne gang ville han ikke lade sig narre. I mellemtiden nåede Dorian sikkert hjem. Han låste sin dør og sad i mørket. Hans hjerte hamrede af frygt. James Vane havde fundet ham efter alle disse år. Hans evige ungdom havde reddet ham i nat. Men ville den redde ham næste gang? Fortiden var vendt tilbage for at hjemsøge ham. Og den ville have hævn.

Chapter Summary

Comprehension Questions

Hvor tager Dorian hen for at prøve at glemme mordet?

Hvem konfronterer Dorian uden for opiumhulen?

Hvordan slipper Dorian fra James Vane?

Hvad afslører kvinden fra opiumhulen for James, efter at Dorian er gået?

Vocabulary

Continue Learning