Kapitel 10: Den gule bog

I årevis kunne Dorian ikke frigøre sig fra den gule bog. Han læste den igen og igen. Han købte ni eksemplarer i forskellige farver. Bogens helt blev som et andet jeg for ham. Eller måske var Dorian helten, vakt til live. Ligesom karakteren i bogen begyndte Dorian at samle. Han samlede sjældne parfumer fra hele verden. Han studerede hemmelighederne bag deres fremstilling. Han samlede juveler fra alle lande. Rubiner, smaragder, diamanter og safirer. Han samlede sjældne stoffer og gobeliner. Silke fra Kina, fløjl fra Venedig. Han tilbragte timer med at spille musik på sit flygel. Han studerede arkitektur og oldtidens historie. Han rejste til eksotiske steder på jagt efter nye oplevelser. Men han søgte også mørkere nydelser. Han besøgte mærkelige steder om natten. Han omgikkes med forbrydere og udstødte. Rygter begyndte at spredes om Dorian Gray. Folk hviskede om hans hemmelige liv. Unge mænd, der kendte ham, gik til grunde. Kvinder, der elskede ham, endte i vanære. Men ingen kunne bevise noget imod ham. Hans ansigt forblev lige så uskyldigt som altid. Årene gik, men Dorian blev ikke ældre. Som otteogtrediveårig så han nøjagtig ud som da han var tyve. Hans skønhed forblev perfekt, urørt af tiden. Selskabet bød ham velkommen overalt. Hvordan kunne en så smuk være ond? Rygterne måtte være løgne, tænkte de. Men Dorian kendte sandheden. Hver anden uge klatrede han op til det låste værelse. Han kiggede på portrættet og så forandringerne. Ansigtet i maleriet blev ældre og grimmere. Grusomhedens linjer tegnede den engang så smukke mund. Øjnene blev hårdere og mere udspekulerede. Nogle gange følte Dorian rædsel over det, han så. Andre gange følte han en forfærdelig stolthed. Han var undsluppet alderens og konsekvensernes fængsel. Portrættet betalte prisen for hans synder. Han stod foran spejlet i sit soveværelse. Han sammenlignede sit spejlbillede med portrættet. I spejlet så han evig ungdom. I portrættet så han sin sjæls død. Kontrasten fascinerede ham. Han blev mere og mere forelsket i sin egen skønhed. Og mere fascineret af fordærvelsen i maleriet. Var det synd eller samvittighed, der fik portrættet til at forandre sig? Han vidste det ikke, og han var ligeglad. Han vidste kun, at han var fri. En aften, mens han klædte sig til middag, tænkte han på Basil. Han havde ikke set kunstneren i mange måneder. Basil var blevet bekymret over rygterne. Han var begyndt at undgå Dorian. Men Lord Henry forblev en trofast ven. Han opmuntrede Dorian i alt, hvad han gjorde. 'Den eneste måde at modstå fristelse på er at give efter for den,' plejede Harry at sige. Og Dorian gav efter for enhver fristelse. Atten år var gået siden Sibyls død. Dorian Gray var nu otteogtredive år gammel. Men han så ikke ud til at være en dag over tyve. Hans øjne var lige så klare som altid. Hans hår skinnede stadig som guld. Hans læber var stadig røde og bløde. Kun portrættet vidste, hvad han virkelig var. Låst inde i det støvede værelse. Det viste et ansigt af rædsel og forfald. Ansigtet af et monster, der udgav sig for at være et menneske. Men så længe ingen så det. Dorian Gray kunne fortsætte sin smukke løgn.

Chapter Summary

Comprehension Questions

Hvad begynder Dorian at samle, inspireret af den gule bog?

Hvorfor fortsætter samfundet med at acceptere Dorian trods de mørke rygter om ham?

Hvad ser Dorian, når han besøger portrættet i det låste værelse?

Hvordan har Dorian det med kontrasten mellem sit spejlbillede og portrættet?

Vocabulary

Continue Learning