Kannibalerne

Der var gået treogtyve år, siden jeg først ankom til øen. Jeg var næsten holdt op med at tænke på kannibalerne. Så en morgen i maj så jeg noget, der fik mit blod til at isne. Fra mit udkigssted opdagede jeg fem kanoer på stranden. De var landet på min side af øen, meget tættere på mit hjem. Omkring tredive vilde sad omkring et bål i sandet. De dansede og lavede forfærdelige lyde. Jeg kunne se, at de forberedte sig på deres forfærdelige fest. Jeg greb mine bøsser og sneg mig nærmere gennem skoven. Jeg gemte mig bag et tykt træ og så til med rædsel. De havde medbragt to fanger fra deres kanoer. Den ene dræbte de straks og begyndte at tilberede. Den anden fange blev efterladt bundet og ventede på den samme skæbne. Jeg blev fyldt med raseri over denne grusomme scene. Så skete der noget uventet. Den bundne fange rev sig pludselig fri fra sine fangevogtere. Han løb væk fra dem med utrolig fart. Han løb direkte mod det sted, hvor jeg gemte mig! Tre vilde jagede efter ham med hævede våben. Flygtningen var hurtigere, men de andre indhentede ham. Mellem ham og sikkerheden lå en lille bæk. Uden tøven kastede fangen sig i og svømmede over. Han var en fremragende svømmer og nåede hurtigt den anden side. To af hans forfølgere stoppede ved vandkanten. De vendte tilbage mod festen og opgav jagten. Men den tredje mand svømmede over og fortsatte forfølgelsen. Nu stod kun én fjende mellem fangen og friheden. Jeg så min chance og tog en hurtig beslutning. Jeg løb fra mit gemmested mod de to mænd. Forfølgeren var ved at slå flygtningen med sin trækølle. Jeg slog ham ned med kolben af min bøsse. Jeg ville ikke skyde og alarmere de andre med lyden. Flygtningen stoppede og stirrede på mig i forundring. Han havde aldrig set en hvid mand eller en bøsse før. Jeg smilede og vinkede ad ham, at han skulle komme nærmere. Han nærmede sig langsomt, stadig usikker og bange. Så begyndte den vilde, jeg havde slået ned, at røre på sig. Flygtningen så dette og så rædselsslagen ud. Han pegede på sin fjende og gestikulerede for at bede om min hjælp. Jeg rakte ham mit sværd, og han forstod straks. Med ét hurtigt hug dræbte han manden, der havde jaget ham. Han gav sværdet tilbage til mig med et taknemmeligt smil. Så gjorde han noget, der overraskede mig meget. Han knælede ned og lagde min fod på sit hoved. Dette var hans måde at vise, at han nu var min tjener. Han ville være taknemmelig over for mig for evigt for at have reddet hans liv. Jeg løftede ham op og gestikulerede, at vi skulle tage af sted hurtigt. De andre vilde kunne komme og lede efter deres kammerat. Vi skyndte os gennem skoven mod min fæstning. Den unge mand fulgte mig uden spørgsmål eller tøven. Jeg førte ham til min hule og gav ham mad og vand. Han spiste sultent, for han havde været fange i nogen tid. Jeg gav ham noget tøj at tage på, hvilket forvirrede ham i begyndelsen. Han havde aldrig haft andet på end et simpelt lændeklæde. Bukserne og skjorten føltes mærkelige på hans krop. Men han bar dem stolt for at glæde mig. Jeg var nødt til at give ham et navn, så jeg kunne tale til ham. Jeg huskede, at i dag var en fredag. Så jeg besluttede at kalde ham Fredag, dagen jeg reddede hans liv. Jeg pegede på ham og sagde 'Fredag' flere gange. Han gentog ordet og lo af glæde. Så pegede jeg på mig selv og sagde 'Herre.' Han forstod og kaldte mig Herre fra den dag. Den nat sov Fredag uden for min fæstning. Jeg vidste stadig ikke, om jeg kunne stole helt på ham. Jeg tog alle mine våben med ind og blokerede indgangen. Men da morgenen kom, ventede Fredag tålmodigt udenfor. Han smilede, da han så mig og bøjede sit hoved. Jeg indså, at han virkelig mente at tjene mig trofast. Efter treogtyve år alene havde jeg endelig en følgesvend.

Chapter Summary

Comprehension Questions

Hvorfor brugte Robinson kolben af sin bøsse i stedet for at skyde forfølgeren?

Hvordan viste Fredag sin taknemmelighed, efter at Robinson reddede ham?

Hvor mange kanoer opdagede Robinson på stranden den majmorgen?

Hvorfor besluttede Robinson at kalde sin nye følgesvend 'Fredag'?

Vocabulary

Continue Learning