Kapitel 4: Jeg tager til Bristol

Næste morgen tog doktor Livesey og jeg en vogn til Bristol. Jeg havde aldrig set en by så stor og travl. Havnen var fuld af skibe fra hele verden. Søfolk gik på gaderne, sang sange og fortalte historier. Godsejeren mødte os på et værtshus nær havnen. Han var klædt i en fin ny frakke og så meget stolt ud. 'Skibet er klart, og besætningen er hyret,' meddelte han glad. Doktoren rynkede panden og spurgte om hemmeligholdelse. Godsejeren så flov ud og indrømmede, at han måske havde snakket for meget. 'Alle i Bristol ved, at vi sejler efter skat,' tilstod han. Doktor Livesey rystede på hovedet, men sagde ingenting. Godsejeren gav mig så en besked at aflevere til Long John Silver. Silver ejede en kro kaldet Udkikken nær havnen. Jeg fandt stedet let og trådte indenfor. Lokalet var fuldt af søfolk, der drak og røg. Bag baren stod en høj mand med ét ben. Hans venstre ben var skåret af ved hoften, og han brugte en krykke. Han bevægede sig hurtigt og muntert trods sit manglende ben. Det må være Long John Silver, tænkte jeg. Han lignede slet ikke de onde pirater, jeg havde forestillet mig. Hans ansigt var venligt, og hans smil var varmt. Pludselig sprang en af gæsterne op og løb mod døren. Jeg genkendte ham med det samme; det var Sorte Hund! 'Stop ham!' råbte jeg uden at tænke. Men Sorte Hund løb allerede ned ad gaden. Silver sendte to mænd efter ham, men de kunne ikke fange ham. 'Hvem var den mand?' spurgte Silver mig bekymret. Jeg fortalte ham om Sorte Hund og problemerne på værtshuset. Silver virkede chokeret og vred over, at sådan en skurk havde været i hans kro. 'Jeg har aldrig set ham før i mit liv!' erklærede Silver. Vi gik sammen for at møde godsejeren og fortælle, hvad der var sket. Silver fortalte historien så godt, at ingen mistænkte ham. Godsejeren stolede på ham endnu mere efter denne hændelse. 'Silver er en sand gentleman,' erklærede godsejeren. Jeg ville gerne tro det, men noget bekymrede mig. Næste dag tog vi hen for at se Hispaniola. Hun var et smukt skib med høje master og hvide sejl. Kaptajn Smollett, en alvorlig mand, førte kommando over skibet. Han bad om at tale privat med godsejeren og doktoren. 'Jeg bryder mig ikke om denne rejse,' sagde kaptajnen lige ud. 'Jeg bryder mig ikke om besætningen, og jeg bryder mig ikke om missionen.' Godsejeren blev rød af vrede ved disse ord. 'Hvorfor ikke?' spurgte doktoren roligt. 'Hver mand på dette skib ved, at vi er ude efter skat,' sagde Smollett. 'De taler åbent om det. Det er farligt.' 'Hvad foreslår De?' spurgte doktoren. 'Hold kortet hemmeligt. Opbevar våbnene nær Deres kahyt.' 'Og flyt Deres tjenere, så de sover mellem Dem og besætningen.' Godsejeren knurrede, men indvilligede i at følge kaptajnens råd. Våbnene og krudtet blev flyttet til sikrere steder. Jeg begyndte at føle mig nervøs for den forestående rejse. Den nat lå jeg vågen og tænkte på pirater og skatte. Kaptajnens ord havde sået tvivl i mit sind. Kunne nogle af besætningen være fjender i forklædning? Næste morgen skubbede jeg disse frygtanker til side. Solen skinnede, og vores store eventyr var ved at begynde. Vi gik om bord på Hispaniola med store forhåbninger. Søfolkene trak ankeret op og udfoldede sejlene. Vinden fyldte sejldugene, og vi sejlede ud af Bristols havn. Vi var endelig på vej mod Skatteøen.

Chapter Summary

Comprehension Questions

Hvorfor stolede Jim på Long John Silver, da de først mødtes?

Hvad skete der, da Black Dog blev set på kroen?

Hvilke bekymringer udtrykte kaptajn Smollett før afsejling?

Hvad kan vi udlede om Silver ud fra, hvordan han håndterede Black Dog-situationen?

Vocabulary

Continue Learning